Den gamle hund

IMG_2646Har du også en gammel hund?
På det sidste tager jeg mig selv i at bruge ekstra meget tid på at sige godnat til min gamle hunde-dreng. Vi nusser lidt ekstra og i går nat da jeg gik sent i seng fik jeg sagt “elsker dig så utroligt højt min aller dejligste hundedreng, du har beriget mit liv på så mange måder og intet vil ha været det samme uden dig. Godnat min ven, sov trygt og godt, vi ses i morgen”. Og jeg er ekstra lykkelig hver eneste morgen  jeg hører hans hale logre mod gulvet når jeg vågner.

Det er hårdt på mange punkter at være ejere af en gammel hund, Saulire er nu 13,5 år og har haft nogle svære sygdomsperioder i sit liv men han er her stadig. Saulire elsker virkelig livet, han har aldrig lidt af frygt eller angst, har altid været nysgerrig, glad og fræk 😉 men alderen og den sidste tids sygdomsperiode har sat sine spor. Fysiske spor, men inden i er han stadig en “unghund” på 7 år, elsker at træne nye tricks og være med hvor det sker.

Men gåturene er blevet kortere, han stopper selv op når han ikke gider gå længere og vil tilbage igen. Nu er det nødvendigt at jeg får øget den mentale del så at han stadig får stimuleret sine sanser og holder dem vedlige. Hvis man glemmer denne del er det for mig som at sætte gamle mennesker på et plejehjem – de dør mentalt!

Du får derfor nogle mine bedste tips til stimulering af den ældre hund:

  • Sørg for at din gamle hund stadigvæk oplever noget i hverdagen.
    Ikke hver dag men ca. 2-3 gange om ugen, noget der får dem til at bruge lidt mere mental årvågenhed, opmærksomhed og ekstra glæde. Faktisk så sammenligner jeg den gamle hund med hvalpe på mange punkter. En tur til stranden, en tur med toget/bussen/bilen, på besøg hos familie og venner, møde med en hundeven, gåture hvor der er nye og spændende dufte eller andre ting du kan komme i tanke om hvor din hund stimuleres mentalt og glædes.
  • Lav forskellige søgeøvelser på den korte gåtur så de får brugt lugtesansen mere.
    Gamle hunde kan godt miste “snuse-interessen” og bare gå i deres egen verden. Aktivering af sanserne stimulerer centre i hjernen som øger udskillelsen af livsvigtige hormonstoffer til organer og for den mentale sundhed. Daglige søgeøvelser på gåturen, i haven eller indenfor er derfor essentielle.
  • Rør din hund, nus den med langsomme strygninger.
    Måske gør du det i forvejen, men giv dig ekstra mere tid til denne del. Min gamle hund elsker at blive strøget hen over hovedet og især lige overfor øjnene, her laver han de mest fantastiske hygge-lyde som bare han kan.
    Rent hormonelt så udskilles der oxytocin når vi rør hinanden, det er vores tilknytnings-hormon som øger velvære og tryghed. Jeg bilder mig selv ind at hvis jeg bruger ekstra meget tid på dette så har han har lyst til at blive hos mig lidt endnu <3
  • Vedligehold din gamle hunds muskulatur og bevægeapparat.
    På gåturen kan man bruge miljøet til fysisk aktivitet á la dogparkour senior-style og selvfølgelig kun hvad der er fysisk muligt for din hund. Her gør jeg meget som hvis jeg havde en hvalp i træning, bruger lave og brede flader at komme op på og ned fra imens jeg støtter ved at holde i selen så at han ikke skrider eller mister fodfæstet undervejs. Rundt om noget, op med forpoterne på noget og måske enda små balanceøvelser på noget bredt. Denne del mener jeg er med til at holde hunden bevægelig og den får brugt koordinering af balance/motorik i små langsomme øvelser som igen også styrker den mentale og fysiske “adræthed”.
  • Dage med total ro
    Dette kommer helt af sig selv, dage hvor din hund bare har lyst til at sove hele dagen igennem. Disse dage laver jeg ingenting med min hund udover små korte gåture og almindeligt samvær.
  • Blid massage
    Det er altid godt for de gamle knogler/ben som bliver alt svagere og gør det sværere at bevare den ungdommelige balanceevne. Du kan gøre det selv eller give din gamle hund en rigtig god gang massage hos en hundemassør.
  • Rekreation/ferie
    Det kan nogle gange være en stressende hverdag for os og bestemt også for hunden, selvom den ligger mange gange og laver ingenting. De bliver påvirket enormt meget af vores uro i hverdagen. Vi har lige holdt jul og nytår på vores ødegård og det har gjort underværker for min gamle hund som har fået et skud fornyet energi, ligesom alle os andre.

Den gamle hund er på mange måder en ren gave, Saulire minder mig hver eneste dag om at vi måske kun har i dag, i morgen er han her måske ikke mere, derfor udskyder jeg ikke længere den gode gåtur, den ekstra time på at ligge og nusse, at tage ham med i bilen når han ønsker det eller lige pludselig har lyst til kæl og leg. Det er her og nu det sker, mere nærvær og samvær, det eneste jeg ønsker at udskyde, er i sidste ende det jeg ved er uundgåeligt…..

Sæt lidt ekstra tid af til dig og din gamle hundeven i hverdagen og øg dens lyst til at være her lidt endnu….

heart-2

del med dine venner...
  • Facebook
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  • RSS
  • LinkedIn

5 tanker om "Den gamle hund"

  1. Henning Skou

    Vi har også en gammel hund – og jeg var rigtig glad for din artikel. Jeg har haft ham med utrolig mange steder – og selvom jeg er en sej, gammel gut, så kan det stadig godt gøre mig ked af det, når han ikke har ligeså meget energi til tingene, som før i tiden. Men det har jeg jo heller ikke!

    Alligevel så prøver jeg at holde hverdagen kørende – er jo ikke SÅ gammel! Tak for en god blog!
    Hvis du har lyst kan du kigge forbi min webside på: https://skouogbiler.wordpress.com/2015/01/17/lidt-om-bildaek/, Men det er nok ikke biler, du interesserer dig for! Mvh. Skou

  2. Ninna Malene

    Husker kun alt for godt, hvordan det var med min gamle hund. Han blev syg til sidst og ændrede adfærd, men en gang imellem tittede den Max, jeg kendte frem. Det kan godt være lidt hårdt at se dem blive gamle synes jeg.

  3. Betina Sabinsky Forfatter

    Hej Henning
    tak for din kommentar og dejligt at du kunne bruge artiklen 🙂
    Ja, det er ligesom os mennesker, vores energi bliver også mindre og mindre. Men super godt at du bliver ved med at holde hverdagen kørende 🙂
    Flotte biler er aldrig at kimse af 😉

  4. Benny Jakobsen

    Min hund er over 15 år, den har kræft, dyrlægen siger at det er tid til at sige farvel, jeg har naturligvis svært ved at acceptere denne beslutning, min bedste kammerat. Jeg mener at jeg kender min hund så meget at jeg ville kunne se hvis den har smerter, dyrlægen siger at det kan komme voldsomt og pludseligt, det er svært at forestille sig at det er tid nu, da min hund, hvis den ikke sover, følger mig hvor jeg går.
    hilsen, en af de mange der elsker deres bedste ven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *