sjov leg med hunden på gåturen – active dogwalking
Ikke mange tænker over det, men gåturen er faktisk den mest oplagte tid på dagen til at lave en masse sjov med sin hund. Som en fingerregel er man ude at gå med sin hund 3 gange dagligt, og eftermiddagsturen er normalt den længste af turene. Lige netop eftermiddagsturen, kan man med fordel udnytte tiden til et sjovt og aktivt samvær med sin hund.
Film – få inspiration til din gåtur her
Sjov med hunden kan nemlig udøves både i byer og på landet, så ingen hunde i det danske land går glip af en sjov ejer med masser af god aktivitet på gåturen. Det kræver ingen ekstra udstyr, andet end en pose med de lækreste guffer, og gerne et stykke legetøj man kan putte i lommen. De fleste hunde jeg møder på mine gåture, går med sin ejer i den anden ende af linen, som virker mere eller mindre fraværende. Enten taler ejeren i mobiltelefon, lytter til en IPod, eller også ser det ud som om, de er blevet pålagt en besværlig opgave og derfor har meget travlt med, at komme hurtigt hjem igen. Ofte oplever jeg, at ejeren har så travlt med at komme videre, at der bliver rykket i linen hvis hunden snuser for meget.
Mange gange er det de selvsamme ejere, der blandt andet har problemer med indkald. Det kan være nyttigt at tænke på, at du som ejer har en kæmpe indflydelse på, hvad din hund bliver “afhængig” af. Denne “afhængighed” har sin begyndelse i din hunds individuelle behov for stimulering, samt hvor den får dækket disse behov. Altså sagt med andre ord, hvor den opnår glæde, følelsen af lykke og velbehag.
Fysiologisk gælder det samme for mennesker såvel som for dyr. Når vores krop og hjerne bliver stimuleret, aktiveres flere forskellige centre i hjernen, deriblandt vores belønningsystem. Dette system aktiverer og frigør udskillelsen af hormonstoffet dopamin. Dette er kroppens eget lykke-stof og øger vores følelse af glæde, lykke og generel velbehag. Udskillelsen af dopamin øges blandt andet ved ros og beløninger (anerkendelse), samt positiv træning der udvikler og øger problemløsningsevnen. Endorfiner som især udløses ved fysisk velvære virker stress- og smertereducerende samtidig med at det øger vores immunforsvar. Dopamin er som sagt kroppens lykke-hormon som hjernen bliver afhængig af, og hvem vil ikke være afhængig af lykke, glæde, kreativitet og gode oplevelser.
Derfor har man som ejer en stor medvirken i hvad ens hund bliver “afhængig” af og hvad den søger i dagligdagen. Gennem både god individuel stimulering fysisk og mentalt, samt positiv træning, ros, belønning og sjove oplevelser, kan du derfor som ejer blive en uvurderlig kilde af guld for din hund.
Som regel er vi travle mennesker med mange gøremål i dagligdagen, og netop derfor er gåturene oplagte til sjov aktivitet sammen med din hund. At være nærværende sammen med sin hund på gåturen, kan gøre en fantastisk forskel også i den generelle daglige kommunikation og samarbejde. Forestil dig selv at være sammen med nogen, som ikke er nærværende eller aktivt deltagende i dine gøremål og generelle hverdag. Så er jeg helt sikker på, at du finder på andre ting at foretage dig. Ting eller oplevelser som giver dig en følelse af en positiv stimulans på den ene eller den anden måde. Det samme gælder selvfølgelig også for vores hunde.
Få tips til mental stimulering her
Hunden kan eksempelvis på turen være blevet “afhængig” af møde og leg med andre hunde, hvilket resulterer i en hund, som altid løber hen til andre hunde. Den kan være blevet “afhængig” af at stikke af fra haven, og selvom haven er indhegnet efter alle kunstens regler, skal hunden nok finde en vej ud. Hunden kan være blevet “afhængig” af mange andre oplevelser på egen hånd, som ikke alle er hensigtsmæssige eller involverer ejeren.
Hunde skal ikke stimuleres hele tiden, og overstimmulering skaber også problemer i hverdagen. Men ved at balancere din hunds individuelle behov i både den aktive og mentale daglige stimulering, bliver du kilden til din hunds glæde og lykke følelse.
Brug derfor naturen eller bymiljøet som Jeres fælles legeplads på de gåture, hvor der er mere tid. Lad din hund opleve spændende udfordringer og leg sammen med dig – bliv din hunds kilde til glæde og lykke gennem ren og skær kemi
Læs artiklen på ekstrabladet.dk her
Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes på anden vis uden forhåndstilladelse af forfatteren. Den er beskyttet af Lov om Ophavsret.
Du er dog velkommen at linke til artiklen.
Copyright DogWise v/Betina Sabinsky 2012
DogWise holder kurser i Active-DogWalking – læs mere om fælles aktive gåture her






